Ofte henviser ordet ’city’ til centrum i en større by. Men sådan er det ikke i London. Geografisk er det centrale London delt op i City of London og City Of Westminster. Sidstnævnte henviser til det egentlige centrale London med Houses of Parliament, Picadilly Cirkus, Oxford Street, Trafalgar Square, Leicester Square, Covent Garden, shoppingområder, de store parker, teaterdistrikt, osv. City of London finder man derimod nogle kilometer øst for City of Westminster, på nordsiden af Themsen lige før man når til Tower of London og Tower Bridge. London City fylder kun ca. 1 kvadratmil i areal og bliver derfor også ofte omtalt som ’the Square Mile’; et udtryksom er kommet til at fungere som et synonym for City. Londons finanscentrum er hjemsted for et af verdens største og nok mest betydningsfulde finansmarkeder med en meget stor koncentration af finansielle institutioner: banker, forsikringsselskaber, forsikringsmarked, pensionsselskaber, råvaremarkeder, Bank of England (den britiske centralbank), Londons Internationale Fondsbørs, osv.

City of London spillede en meget central rolle i opbygningen af Det Britiske Imperium. De finansinstitutioner, som udgør City of London, var tidligt globale aktører, som leverede de nødvendige finansielle og andre kommercielle serviceydelser, som var nødvendige for, at driftige handelsfolk, jernbanebyggere, plantageejere, skibsreddere osv. kunne investere, handle med aktier og andre værdipapirer, låne penge og få forsikret deres værdier.

City of London spiller fortsat en vigtig rolle for britisk økonomi. Dette skyldes dels dens betydning op gennem historien, dels den økonomiske rolle, City spiller for det moderne Storbritannien. Den store volumen af finansielle transaktioner, som går gennem finansmarkederne i London, kaster store skatteindtægter af sig til den britiske stat og bidrager massivt til den britiske betalingsbalance. Omkring 12% af landets samlede indkomstskatteindtægter og 15% af selskabsskatteindtægterne hidrører fra økonomisk aktivitet i City, som samlet bidrager med et overskud på mere end £70 mia til betalingsbalancen.

Som Europas langt største finansmarked, medvirker City endvidere til, at mange globale finansielle virksomheder finder det attraktivt at placere deres europæiske hovedsæde i Storbritannien snarere end i andre europæiske lande, hvilket skaber mange højtspecialiserede og vellønnede arbejdspladser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig