Tower of London.

.

Tower Bridge krydser Themsen tæt på Tower of London.

.

Tower of London.

.

Tower of London.

.

Tower of London er et fæstningsanlæg i London ved nordsiden af Themsen.

Towers historie

Dets ældste del er White Tower, et massivt normannisk borgtårn, påbegyndt i 1078 under Vilhelm 1. Erobreren. Efterfølgende konger byggede til og omgav arealet med to koncentriske fæstningsmure med talrige tårne samt en nu udtørret voldgrav.

Fængsel og henrettelsessted

Tower blev brugt som kongelig residens, sidst under Jakob 1. i 1600-t., men er mest kendt for sin dystre fortid som fængsel og henrettelsessted. Den første indespærrede var biskoppen af Durham i 1101; den sidste Rudolf Hess i 1941; den tyske topnazist som fløj til Storbritannien for egenhændigt at optage fredsforhandlinger med Winston Churchill.

Mange berømtheder kom ind i Tower via Traitors' Gate og en del ud igen et hoved kortere via det offentlige skafot på Tower Hill lige over for fæstningen. Blandt andre døde Edward 5. og hans bror, Richard af York, ("de to små prinser"), i Tower under deres fangenskab i 1483, og to af Henrik 8.s seks koner, Anne Boleyn og Catherine Howard, blev henrettet her.

De såkaldte Yeoman Warders, eller Beefeaters har siden 1485 været Towers vagtkorps.

Tower of London i dag

Tower huser bl.a. de engelske kronjuveler og landets største samling af våben og rustninger, Royal Armouries, hvoraf hovedparten i 1996 flyttedes til et nyt museum i Leeds.

I Tower holdes en lille bestand af ravne; ifølge en gammel overtro vil det britiske monarki falde, hvis ravnene skulle uddø eller forlade stedet.

Hver aften kl. 21.53 i over 700 år er Tower blevet aflåst ved en højtidelighed kaldet Ceremony of the Keys.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig