Faktaboks

Christine Lagarde

Christine Madeleine Odette Lagarde

Født
1. januar 1956
Christine Lagarde

Lagarde i 2020.

Christine Lagarde er en fransk advokat og politiker. Fra 2011 til 2019 var hun direktør for Den Internationale Valutafond (IMF), og fra 2019 præsident for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Christine Lagarde er født i Paris og uddannet i Le Havre, i USA og som jurist i 1980 fra Université Paris Ouest Nanterre La Défense under Université de Paris med efterfølgende studier ved Institut d’études politiques d’Aix-en-Provence.

Hun arbejdede herefter bl.a. som assistent for demokraten William Cohen (f. 28.8.1940), USA’s senere forsvarsminister 1997-2001, ved Kongressen i Washington, D.C., inden hun i 1981 blev ansat hos det store amerikanske advokatfirma Baker & McKenzie. Her indtrådte Christine Lagarde i ledelsen i 1995 og blev siden bl.a. chef for firmaets såkaldte Global Strategic Committee i 2004.

I 2005 udnævnte premierminister Dominique de Villepin hende til handels- og industriminister, og efter et kort mellemspil som landbrugsminister blev hun i 2007 udnævnt til Frankrigs første kvindelige økonomiminister.

I 2011 overtog Christine Lagarde som den første kvinde posten som direktør for Den Internationale Valutafond efter den skandaleramte landsmand, Dominique Strauss-Kahn. Umiddelbart efter sin ansættelse blev hun konfronteret med Finanskrisens følger for de gældsplagede økonomier i bl.a. Grækenland, Portugal og Spanien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig