Chiang Kai-shek

Efter kejserdømmets fald i 1911 arbejdede Chiang Kai-shek sig op inden for Suns bevægelse gennem sine militære og økonomiske aktiviteter i Guangzhou og Shanghai, hvor han også kom i nær kontakt med forbrydersyndikatet "De Grønne Bander".

Chuang kai-shek blev i 1923 udnævnt til stabschef for Sun i Guangzhou og rejste til Moskva som leder af en Guomindang-militærdelegation. Som leder af Whampoa Militærakademiet fra 1924 opbyggede han et netværk af loyale officerer.

I 1926-27 lykkedes det Chiang Kai-shek at fastholde sovjetisk støtte til Guomindangs altafgørende projekt — felttoget mod krigsherrerne i Nordkina og genforeningen af landet under Guomindangs ledelse — samtidig med at han underminerede de kinesiske kommunisters indflydelse.

Med massakren på kommunister og fagforeningsfolk i Shanghai i april 1927 skiftede Chiang Kai-shek dog endegyldigt hest og brød med Sovjet. I 1928 blev han leder af den nydannede Nationalistregering med hovedstad i Nanjing.

I løbet af "Nanjing-årtiet" (1928-37) søgte Guomindang at gennemføre økonomiske og politiske reformer, hvis effekt dog svækkedes af intern rivalisering, udfordringen fra kommunisternes baseområder og den japanske trussel mod Kina.

Chiang Kai-shek, hvis kontrol med regeringsmagten flere gange vaklede, prioriterede opgøret med kommunisterne ("en sygdom i blodet") over forsvar mod Japan ("en hudsygdom") og tvang Den Røde Hær ud på Den Lange March i 1934-35. Han konsoliderede i 1935 sin magt i Guomindang og Nationalistregeringen, men blev i 1936 tvunget til at acceptere borgfred med kommunisterne for at samle kræfterne mod Japan.

Den japanske invasion i 1937 gjorde trods de overvældende japanske sejre Chiang Kai-shek til symbol på Kinas modstandsvilje. Efter 1941 blev Kina USA's allierede, og Chiang Kai-sheks karriere kulminerede, da han på Cairokonferencen i 1943 kunne stå frem sammen med Theodore Roosevelt og Winston Churchill som repræsentant for en af verdens "fire stormagter" (USA, Sovjet, England, Kina).

Krigsbetegnelsen "Det Frie Kina" var dog misvisende, idet Guomindang var både udemokratisk og korrupt. Efter Japans overgivelse i 1945 rykkede Guomindang med amerikansk hjælp ind i de japanskbesatte områder, men regimets legitimitet var fatalt svækket; borgerkrigen med kommunisterne blussede op igen.

Da nationalisterne efter 23 års borgerkrig i Kina (1926-1949) tabte til kommunisterne i 1949, flygtede Chiang Kai-shek til Taiwan, hvor det med støtte fra USA lykkedes ham at fastholde Taiwan som en autonom stat mod kommunisternes ønske.

I første omgang anerkendte USA styret i Taiwan (i modsætning til f.eks. Danmark) som Kinas eneste legitime regering, men USA ændrede holdning og anerkendte i stedet regeringen i Beijing som Kinas legitime regering i 1979. USA fastholdt dog støtten til Taiwans uafhængighed af Folkerepublik- ken Kina.

Chiang Kai-shek fortsatte som leder af Guomindangregimet til sin død. Han ophørte aldrig med at tale for en "generobring" af fastlandet.