Charles Péguy

Péguy var svingende i sine holdninger. Som ung forlod han for en tid den katolske tro og sluttede sig til socialisterne under Jean Jaurès, men brød atter med dem. Kirken på sin side forstod ikke at forvalte sit budskab, mente han, og Péguy beskyldte rent ud sagt præsterne for at have "afkristnet Frankrig". Det var imidlertid mere systemet end substansen, som han kritiserede i sine meningstilkendegivelser, hvilket fremgår af hans positive holdning til Dreyfus og af hans tilbagevenden til en stærk, næsten mystisk katolicisme i den store digtkreds Le Mystère de la charité de Jeanne d'Arc, 1910, 'Mysteriet om Jeanne d'Arcs barmhjertighed'.

På linje med Maurice Barrès fandt Péguy i fransk historie og tradition en forankring for sin kærlighed til fædrelandet og sin tro på dets mission i tiden op til 1. Verdenskrig. Først og sidst var han, som Jules Michelet før ham, optaget af Jeanne d'Arc-skikkelsen som udtryk for en folkelighed, der på én gang er national og kristen.

En genudgivelse af Péguys digte i 1941 skaffede ham posthumt en vis udbredelse under 2. Verdenskrig, og Cahiers de la quinzaine står stadig som et vigtigt eksempel på meningernes brydning mellem tradition og modernisme i århundredets begyndelse.

• Frankrigs litteratur
• Frankrigs litteratur 1900-1950, modernisme og litterært engagement

• Beaumarchais, M.-A. de (1987). Péguy. Dictionnaires des littératures de langue française. Paris, Bordas.
• Malka, Salomon (dir.) (2018). Dictionnaire Charles Péguy. Paris, Albin Michel.