Carrara-marmor

Carrara-marmor er en sjælden og fin type marmor, der siden antikken har været brudt i Carrara i Ligurien i Norditalien. I antikken hed byen Luni (oprindelig Luna), hvorfor man i arkæologisk sammenhæng ofte kalder typen Luni-marmor. Den er finkornet og næsten hvid, og overfladen kan ved polering opnå en let gennemskinnelighed.

Siden 283 f.v.t. har denne marmortype været et eftertragtet materiale, som er blevet anvendt til såvel bygningsudsmykning som kunstværker. Med kejser Augustus opstod der i Rom en stor byggeaktivitet, hvortil der i stigende grad anvendt marmor fra de nyåbnede brud ved Luni. Det første større monument, hvortil man anvendte Carrara-marmor, var Ara Pacis-anlægget fra mellem 13 og 9 f.v.t. Senere blev bl.a. gulvet i Trajans Forum (109-113 e.v.t.) belagt med Carrara-marmor.

I renæssancen udvalgte Michelangelo selv marmorblokke her til sine skulpturer. Der brydes årligt ca. 1 mio. tons marmor i Carrara.