Brunei

Flaget er udviklet i løbet af 1900-t. En helt gul dug var sultanens flag, men i 1906 tilføjedes den diagonale hvide og sorte stribe som en markering af den britiske protektion. I 1959 blev flaget officielt fastsat, og statsemblemet, hvis hovedfigur er den islamiske liggende halvmåne, blev indsat.

Befolkningen bor især i kystområdets byer og består fortrinsvis af malajer (ca. ²/₃) og kinesere (ca. 15%). Oprindelige stammefolk, som lever af traditionelt svedjebrug i det indre af landet, udgør den resterende lille del.

Landbrug optager kun 5% af arealet, og 80% af fødevarerne importeres. Bortset fra svedjebruget drives landbrug især som bierhverv. De vigtigste afgrøder er ris, kokos, maniok og forskellige animalske produkter.

Helt dominerende for landets økonomi er olie- og gassektoren. Olie- og især gasproduktionen bidrager med 50% af BNP. Produktionen foregår off shore i Det Sydkinesiske Hav og varetages af Royal Dutch Shell i et joint venture med sultanen. Naturgassen nedkøles og eksporteres som flydende gas; Japan aftager næsten hele produktionen.

Industrisektoren er lille og især knyttet til olie og gas. Lønomkostningerne i det velhavende Brunei er, set i sydøstasiatisk sammenhæng, høje i forhold til arbejdskraftens kvalifikationer. Bygge- og anlægsvirksomheden har været meget stor, men blev bremset af lave oliepriser i 1980'erne og 1990'erne. Den offentlige servicesektor er betydelig; malajer foretrækkes til disse hverv, mens kineserne især er beskæftiget i olie-, bygge- og anlægssektoren samt i handel.

Den store nationale formue er især anbragt i langfristede statsgældspapirer fra OECD-landene. Sammen med eksportindtægterne finansierer det årlige afkast fra disse investeringer de offentlige udgifter, herunder et udbygget social-, sundheds- og uddannelsessystem. Der findes således ikke personlig indkomstskat i Brunei, og importtold er uden betydning.

Natur. Størstedelen af Brunei er tropisk regnskov og sumpede kystområder; nedbøren varierer fra 2500 mm ved kysten til 3800 mm i indlandet. Infrastrukturen afspejler lokaliseringen af befolkning og produktion; vejnettet er ikke omfattende og helt koncentreret til kystregionen.

Bruneis fortræffelige havn spillede en handelsmæssig rolle som midtpunkt i et rige på Nordborneo, allerede før det blev en del af det hinduistiske Majapahitrige (1294-ca. 1479). Fra 1400-t. begyndte islam at brede sig ud over hele den malajiske verden, og Brunei blev centrum for de islamiske købmænds virke, især efter at portugiserne i 1511 havde indtaget Malacca. Bruneis rajah (fyrste) konverterede til islam og begyndte en større missions- og erobringsaktivitet, som bragte Nordvestborneo og Suluøerne under hans herredømme. I midten af 1500-t. sluttede Portugal traktat med Brunei, som lå på passagen nord om Borneo til De Østindonesiske Øer. Efterhånden satte spanierne fra Filippinerne en stopper for Bruneis ekspansion østpå.

Fra 1841-81 afstod sultanen af Brunei områderne Sarawak og Sabah til europæiske privatpersoner og måtte indgå traktater med Storbritannien. I 1888 kom sultanatet under britisk beskyttelse; i 1906 blev det et protektorat med en britisk resident som sultanens øverste rådgiver på alle områder.

Brunei blev besat af Japan 1941-45. Rige forekomster af olie, som havde været kendt før 2. Verdenskrig, blev efter krigen forudsætning for en ny status for Brunei som nationalstat. I modsætning til Sarawak og Sabah, som begge blev stater i Malaysia, foretrak sultanen af Brunei et selvstændigt land under britisk beskyttelse (1979). I 1984 trak England sig dog definitivt ud af området. Bruneis mål er at opnå fuldt medlemskab i de regionale sydøstasiatiske samarbejdsorganisationer, og i 1984 blev landet medlem af ASEAN. Brunei oplevede en økonomisk tilbagegang under 1990'ernes lave olie- og gaspriser. Krisen blev skærpet, da sultanens bror med tvivlsomme forretninger udløste en større økonomisk skandale med milliardtab. Stigende gaspriser har dog forbedret økonomien siden 1999.

Brunei regeres enevældigt af sultanen, Hassanal Bolkiah (f. 1946), men i 2004 blev der åbnet et parlament med medlemmer udnævnt af sultanen. Forfatningen rummer desuden mulighed for valgte medlemmer, men der er ikke (2014) blevet sat noget tidspunkt for et valg.

I 2014 bestemte landet at indføre islamisk lovgivning (sharia).