Befolkningen bor især i kystområdets byer og består fortrinsvis af malajer (ca. 2/3) og kinesere (ca. 15%). Oprindelige stammefolk, som lever af traditionelt svedjebrug i det indre af landet, udgør den resterende lille del.
Landbrug optager kun 5% af arealet, og 80% af fødevarerne importeres. Bortset fra svedjebruget drives landbrug især som bierhverv. De vigtigste afgrøder er ris, kokos, maniok og forskellige animalske produkter.
Helt dominerende for landets økonomi er olie- og gassektoren. Olie- og især gasproduktionen bidrager med 50% af BNP. Produktionen foregår off shore i Det Sydkinesiske Hav og varetages af Royal Dutch Shell i et joint venture med sultanen. Naturgassen nedkøles og eksporteres som flydende gas; Japan aftager næsten hele produktionen.
Industrisektoren er lille og især knyttet til olie og gas. Lønomkostningerne i det velhavende Brunei er, set i sydøstasiatisk sammenhæng, høje i forhold til arbejdskraftens kvalifikationer. Bygge- og anlægsvirksomheden har været meget stor, men blev bremset af lave oliepriser i 1980'erne og 1990'erne. Den offentlige servicesektor er betydelig; malajer foretrækkes til disse hverv, mens kineserne især er beskæftiget i olie-, bygge- og anlægssektoren samt i handel.
Den store nationale formue er især anbragt i langfristede statsgældspapirer fra OECD-landene. Sammen med eksportindtægterne finansierer det årlige afkast fra disse investeringer de offentlige udgifter, herunder et udbygget social-, sundheds- og uddannelsessystem. Der findes således ikke personlig indkomstskat i Brunei, og importtold er uden betydning.
Natur. Størstedelen af Brunei er tropisk regnskov og sumpede kystområder; nedbøren varierer fra 2500 mm ved kysten til 3800 mm i indlandet. Infrastrukturen afspejler lokaliseringen af befolkning og produktion; vejnettet er ikke omfattende og helt koncentreret til kystregionen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.