En brenneckekugle er en type projektil, der anvendes i haglgeværer. En normal haglpatron indeholder en stor mængde små, runde hagl, der skydes afsted i en sværm. Det er praktisk i forbindelse med skud til mindre vildt i bevægelse. I en brenneckekugle er haglene erstattet af et stort projektil.

Det er et kraftfuldt projektil, der kan nedlægge store vildtarter. En væsentlig egenskab er, at projektilet ikke rikochetter, hvis det træffer sten eller klippeblokke, som et riffelprojektil ville, og at det hurtigt mister fart og udgør mindre risiko efter træf med vildtet. Dog er det upræcist og bør ikke anvendes på længere afstande. Af samme årsag er projektiltypen ikke tilladt til jagt i Danmark.

En moderne udgave af brenneckekuglen er den såkaldte slug, der i udformning og anvendelse ligner brenneckekuglen til forveksling, men som er mere forfinet fabrikeret og udstyret med forladning, som giver større præcision og anslagsenergi for projektilet, når det har forladt mundingen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig