Siden middelalderen har det almindeligste projektil til håndskydevåben været en blykugle, mens artilleriets ældste projektil var stenkuglen. Denne blev omkring 1500 erstattet af støbejernskuglen, som havde større anslagsenergi.
Som drivladning brugte man sortkrudt indtil sent i 1800-t.; frem til ca. 1600 blev krudtet for hver enkelt ladning målt af i passende mængder; senere brugtes poser, der på forhånd var blevet fyldt med tilstrækkeligt krudt til et skud.
Som tændmiddel anvendtes fængkrudt og til antænding lunte, flint og senere kobberperkussionsfænghætter.
Da projektilet i glatløbende våben var ustabiliseret og tumlede rundt i luften, var kugleformede projektiler hensigtsmæssige. Et riflet løb stabiliserede derimod projektilet gyroskopisk og sikrede, at et aflangt projektil fløj med spidsen forrest. Anvendelsen af riflingssystemer fra omkring 1850 medførte, at projektilerne blev aflange. Ved opfindelsen af patroner med metalhylstre og nye røgsvage krudtformer var vejen banet for nye typer håndskydevåben som repeter- og automatvåben. Indførelsen af brugbare bagladningssystemer ved artilleriet skabte også ny ammunition.
Granater anvendtes til bekæmpelse af mange former for mål. De var forskellige med hensyn til både projektiltype og brandrør, fx tids- eller anslagsbrandrør, der fik granaten til at eksplodere i skudbanen eller ved anslag mod jorden. Med indførelsen af nye våbensystemer som fly og kampvogne i 1900-t. betegnes ammunition oftest efter det våben, hvorfra det affyres.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.