ammunition

Ammunition. Tv. 105 mm brisantgranat med sprængladning (vist i rødt). De små poser forneden er drivladningerne. Hylsteret er vist med gult til højre.

.

Ammunition. Brisantgranater 1918-30. På baggrund af erfaringerne fra 1. Verdenskrig ændrede man granatens hidtidige korte og plumpe form til en slank og aerodynamisk facon, der havde bedre ballistiske egenskaber. Fra venstre 15 cm granat M/1927, 15 cm granat M/1918/25, 10,5 cm granat M/1939, 75 mm granat i ladningshylster og samme uden hylster til hurtigtskydende stålkanon M/1902 samt granat til 81 mm fodfolksmortér M/1931.

.

Ammunition, i våben en fællesbetegnelse for projektil, ladning og tændmiddel; omfatter tillige færdigtildannede sprængladninger som miner og håndgranater. Ved geværer og mindre kanoner er projektilet, drivladningerne og tændmidlet oftest samlet i en patron, modsat delt ammunition, der normalt anvendes ved større kanoner. Ønskes detonation af projektilet (i så fald benævnt granaten), indbefatter ammunition tillige et brandrør. Se også jagtammunition.

Faktaboks

etymologi:
Ordet ammunition kommer af fr. (la) munition, fra lat. munitio 'befæstning'; formen menes opstået ved, at la munition er blevet opfattet som l'amunition.

Historie

Ammunition til forladeskyts 1834-63. Til venstre et riflet projektil med zinkknaster, der passede i kanonens riffelgange. Dernæst en kardæsk, dvs. en cylindrisk blikbøsning fyldt med små kugler. Så en granat, der var en hul støbejernskugle fyldt med krudt og med et hul til et brandrør. Endelig en fuldkugle, dvs. en massiv støbejernskugle.

.

Siden middelalderen har det almindeligste projektil til håndskydevåben været en blykugle, mens artilleriets ældste projektil var stenkuglen. Denne blev omkring 1500 erstattet af støbejernskuglen, som havde større anslagsenergi.

Som drivladning brugte man sortkrudt indtil sent i 1800-t.; frem til ca. 1600 blev krudtet for hver enkelt ladning målt af i passende mængder; senere brugtes poser, der på forhånd var blevet fyldt med tilstrækkeligt krudt til et skud.

Som tændmiddel anvendtes fængkrudt og til antænding lunte, flint og senere kobberperkussionsfænghætter.

Da projektilet i glatløbende våben var ustabiliseret og tumlede rundt i luften, var kugleformede projektiler hensigtsmæssige. Et riflet løb stabiliserede derimod projektilet gyroskopisk og sikrede, at et aflangt projektil fløj med spidsen forrest. Anvendelsen af riflingssystemer fra omkring 1850 medførte, at projektilerne blev aflange. Ved opfindelsen af patroner med metalhylstre og nye røgsvage krudtformer var vejen banet for nye typer håndskydevåben som repeter- og automatvåben. Indførelsen af brugbare bagladningssystemer ved artilleriet skabte også ny ammunition.

Granater anvendtes til bekæmpelse af mange former for mål. De var forskellige med hensyn til både projektiltype og brandrør, fx tids- eller anslagsbrandrør, der fik granaten til at eksplodere i skudbanen eller ved anslag mod jorden. Med indførelsen af nye våbensystemer som fly og kampvogne i 1900-t. betegnes ammunition oftest efter det våben, hvorfra det affyres.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig