Bovense Kirke er en fint bevaret romansk kirke med større til- og ombygninger fra den gotiske periode, der vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken. Desuden er der i kirken bevaret forskellig stykker inventar fra kirkens lange historie, hvor særligt rokokoens altertavle påkalder sig opmærksomhed.

Kirken ligger i den sydlige del af Bovense omtrent 10 kilometer nordvest for Nyborg.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode opførte man et tårn og tilføjede et våbenhus mod nord.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Bovense er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens syddøren er forsvundet.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

Flere steder, blandt andet i korets østlige gavl, er der spor efter små, unggotiske vinduer.

Store dele af korets og skibet mure er muret med teglsten i den unggotiske periode. Både korets og skibets østlige gavle er glatte, da de er muret om med små teglsten.

Fra den sengotiske periode stammer våbenhuset, hvis gavl dog er muret om, og tårnet. Sidstnævnte har til alle sider fladbuede glamhuller til klokkernes lyd og fornemt udførte taggavle med rige blændingdekorationer.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets lofter, der er udformet som enkle stjernehvælv. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Bovense Kirke

I Bovense Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt renæssancen og rokokoen er fint repræsenteret.

Middelalderens inventar: Døbefonten

I kirken er der en romansk døbefont af granit. Den er firkantet og fremstår meget enkel.

Renæssances inventar

Kirkens bænke er fra omkring 1580.

Prædikestolen fra 1589 er udført i renæssancestil. Den har i fagene arkader med dekorative mønstre, og på hjørnerne er der balusterformede pilastre, dvs. halvsøjler.

Rokokoens inventar: Altertavlen

Altertavlen fra 1753 har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der bærer en gesims med en overdel. På siderne er der såkaldte vinger. I midten af altertavlen er der et maleri af opstandelsen, som er signeret A. Dorph 1893, mens der i overdelen er et oprindeligt maleri af Kristus i Getsemane Have.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig