Bornholm - naturforhold, Bornholms klima er præget af Østersøen, hvilket bevirker et sent, koldt forår, en sommer med mange solskinstimer samt et langt og varmt efterår. Det milde klima gør, at der på øen kan vokse både morbær- og figentræer. Højdeforskelle betyder, at den centrale del får ca. 30% mere nedbør end kystområderne. Vandløbene på Sydbornholm er stærkt slyngede; på Nordbornholm følger de sprækkedalene og løber ofte direkte på klippegrund mellem mange store sten. Vandføringen varierer fra næsten udtørring om sommeren til en kraftig strøm om vinteren. Vandløbene rummer et rigt insektliv og er vigtige gydepladser for havørreder.

Øen har relativt få søer; den eneste større er Hammersøen. Til gængæld findes mange moser, og her findes bl.a. lægeiglen, og i smådamme yngler løvfrøen, der har sine største danske bestande på Bornholm. Visse ferskvandsfisk findes i brakvandet omkring øen.

På Bornholm findes kun hen ved en snes pattedyrarter af de 49, der kendes fra resten af landet; fx er muldvarpen aldrig kommet til øen, og af store rovdyr findes kun ræven. Vegetationen er frodig, og antallet af arter er stort med flere usædvanlige planter som blegblå anemone, sort radeløv, bakkepotentil og klipperøn. I skoven mellem Rønne og Hasle kan man finde flere arter af vintergrøn samt linnæa. Sprækkedalenes ældre skove og de græssede overdrev (klippeløkker) er usædvanlige pga. deres specielle flora. Mindre buske og orkidéer er karakteristiske, mens træer har vanskeligt ved at vokse, da jordlaget er tyndt og grundfjeldet synligt flere steder.

Højlyngen på den centrale del blev tidligere benyttet som udmark til kreaturgræsning, men er nu sammen med flyvesand- og klippeområderne omdannet til plantage. Dermed er skovarealet femdoblet siden år 1800; ca. 1/5 af Bornholm er dækket af skov.

Læs videre om Bornholms geologi eller læs om Bornholm generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig