sprækkedal

En sprækkedal er en retlinjet dal, der følger en forkastningsbetinget svaghedszone i fast fjeld. En sprækkedal er hyppigt forholdsvis dyb (10-50 m) og smal (20-100 m) og kan evt. følges flere kilometer gennem landskabet.

Dele af dalen kan rumme langstrakte søer. Daltypen er dannet ved vandløbs- og gletsjererosion og er fx meget almindelig i de centrale dele af de kvartære glaciationsområder. Her har gletsjererosion fjernet overliggende løst materiale og blotlagt det faste fjeld, der næsten alle steder er gennemsat af tektoniske forkastningslinjer og svaghedszoner. Sprækkedale ses dog også i andre regioner, blot overfladeerosion har frilagt det faste fjeld.

I Danmark er dalene kendt fra Bornholm, fx Ekkodalen i Almindingen, dalene i Paradisbakkerne og i Rø Plantage.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig