Radeløv, Asplenium, slægt af bregner med ca. 720 arter i radeløvfamilien (Aspleniaceae), fortrinsvis udbredt i troperne, hvor de vokser på jord, klipper eller er epifytiske. Det er små til middelstore bregner med oftest rosetstillede blade af meget varieret form; fra hele til femdobbelt fjersnitdelte. Slægten kendes på de linjeformede sporehushobe med sidestillet slør samt på gitterskællene på jordstængler og bladstilke. De fem danske arter er især knyttet til klipper, kirketårne, borgmure og stendiger; de er sjældne og fredede. Mange arter i slægten er populære i stuer og væksthuse, fx fugleredebregne (A. nidus), der i naturen samler kompost i de store tragtformede bladrosetter, og gulerodsbregne (A. bulbiferum), hvis findelte løv danner mange yngleskud.