Artikelstart
Bernhard Olsen var en dansk museumsmand. Han grundlagde Dansk Folkemuseum og Frilandsmuseet, som han var leder af i henholdsvis 1885-1920 og 1901-1920.
Bernhard Olsen var uddannet tegner og xylograf, og han var mangeårig medarbejder ved Illustreret Tidende. Fra 1868 til 1885 var han artistisk direktør for Tivoli.
Ved den kunstindustrielle udstilling i København 1879 tilbød han at samle, ordne og udstille en afdeling for landbostanden og skabte derved grundstammen for sit museum, Dansk Folkemuseum. Det fik til huse på Vesterbrogade i Panoptikonbygningen, navngivet efter det panoptikon, som han sammen med andre oprettede her.
Med sin opstilling i interiører skabte han en ny museal udstillingsform, men pladsforholdene var utilstrækkelige, og i 1930'erne blev Dansk Folkemuseum overflyttet til Nationalmuseet.
I 1899 var det lykkedes Bernhard Olsen at erhverve arealer til Frilandsmuseet ved Lyngby, hvor de første bygninger blev rejst i 1901.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.