Bergensbanen

Bergensbanen over Hardangervidda, nær banens højeste punkt Finse.
Af /Bahnbilder.
Licens: CC BY NC SA 2.0
Finse er Norges højestbeliggende jernbanestation, 1222 m.o.h.
Af /Bahnbilder.
Licens: CC BY NC SA 2.0

Bergensbanen er den 377 km lange normalsporede og elektrificerede jernbanestrækning Bergen-Voss-Hønefoss med videre forbindelse til Oslo (i alt 490 km over Drammen).

Banen blev anlagt etapevis i årene 1883-1909 og er senere omlagt flere gange. Anlægsarbejdet har budt på store ingeniørmæssige bedrifter i form af anlæg af ca. 200 tunneler, hvoraf den længste er 10,3 km lang (1993), over 300 broer, omkring 100 km spor over trægrænsen samt ca. 30 km sneoverbygninger.

Banens højeste punkt er 1237 m.o.h. (1301 m.o.h. indtil baneomlægning i 1993), og undervejs passeres Finse, Norges højestbeliggende jernbanestation (1222 m.o.h). Der arbejdes fortsat med at afkorte strækningen.

En sidebane til Bergensbanen er Flåmbanen, en 20,4 km lang strækning fra Myrdal til Flåm i bunden af Aurlandsfjorden. Banen har en højdeforskel på 865 m; den største stigning af alle norske baner på 55‰.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig