Belenus

Belenus var en keltisk sol- og lægegud, der kendes fra indskrifter i det romerske Gallien i perioden fra ca. 100 til ca. 400. Navnet betyder ’Den Strålende’.

På afbildninger er han, ligesom den græsk-romerske gud Apollo, en ung mand, og nogle indskrifter identificerer ham direkte med Apollo. Dedikationer til Belenus er især fundet i det nordlige Italien og det sydlige Gallien. Flere er fundet i Aquileia nær Trieste, hvor han åbenbart havde en vigtig helligdom. Historikeren Herodianos, (ca. 180-efter 238) fortæller at man i Aquileia hævdede, at Belenus viste sig på himlen som byens beskytter under kejser Maximinus’ belejring i 238. Belejringen slog da også fejl.

En ung mandlig gud, med forbindelse til solen og helbredelse som Belenus, er typisk i den keltiske gudeverden, og der findes andre guder og mere eller mindre legendariske høvdinge, der har elementet bel- ’strålende’ i deres navn. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de er identiske med Belenus, som det somme tider hævdes.