Amylose, kulhydrat, der i planter sammen med amylopektin udgør hovedbestanddelen af stivelse, der normalt indeholder 20-30% amylose. Der findes forædlede kulturplanter, fx sorter af majs, hvori stivelsen primært består af amylose, eller modsat næsten er fri for amylose, hvilket har stor betydning for stivelsens anvendelse.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet amylose kommer af amyl- og -ose.
Amylose er overvejende opbygget af uforgrenede kæder af glukose, typisk 200-700 enheder, og kan påvises med jod-jodkalium, med hvilket det danner et blåsort kompleks.
Amylose dannes i planter som oplagsnæring til spiring og vækst. Dyr og mennesker har i fordøjelseskanalen enzymer (se amylaser), der kan nedbryde amylose til glukose, som optages i og udnyttes af organismen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.