Babelstårnet

Babelstårnet var ifølge Det Gamle Testamente (1 Mos 11,1-9) et tårn, som blev opført i Babylon med det formål at nå himlen. Gud straffede menneskene for dette overmod ved at lade dem tale forskellige sprog. Sprog er altså her forstået ikke kun som et middel til kommunikation, men også til kulturelle forskelle og mangel på evne til at kommunikere.

Fortællingen om Babelstårnet er en del af "Urhistorien" i 1 Mosebog (kap. 1-11), en samling af myter om verdens, herunder menneskehedens og den menneskelige kulturs, oprindelse -- forud for den lange fortælling om folket Israel, der begynder med Abraham i 1 Mos 12 og først slutter i 2 Kongebog. Urhistorien afsluttes således med årsagen til at menneskene er opdelt i forskellige folkeslag. Oprindelsen af politisk-kulturelle forskelle har en alternativ forklaring i 1 Mos 10; her skyldes de mange folkeslag nedstamning fra syndflodshelten Noas tre sønner: Sem, Kam og Jafet (alternative eller modstridende forklaringer på eller versioner af samme sag er ikke ualmindelige i Det Gamle Testamente).

I fortællingen i 1 Mos 11 skal tårnet være en del af en by som menneskeheden planlægger som det sted hvor alle skal bo. Fortællingen er således også en oprindelsesmyte om bygning med teglsten.

Et gennemgående motiv i i Urhistorien er, at et oprindeligt harmonisk og afbalanceret forhold imellem Gud og menneskene brydes ved at menneskene overtræder deres grænser og begiver sig ind på Guds domæne. I Edens Have (1 Mos 2-3) spiser de af kundskabens træ og får dermed guddommelige evner; derfor forvises de til bondelandet udenfor, hvor de må arbejde, føde børn og dø. I fortællingen om Babelstårnet vil en samlet menneskehed i bogstavelig forstand komme tættere på Gud (i himlen), end de må; derfor splittes de op og må sprede sig ud over jorden.

Inspirationen bag Babelstårnet i Det Gamle Testamente er formodentlig det mesopotamiske tempeltårn, en ziggurat, som i symbolsk form fremstillede kosmos, og som fandtes i mange byer, bl.a. i Babylon. I Det Gamle Testamente forbindes byen "Babel" derimod ironisk med et hebraisk ord for "forvirring", "balal".

Fortællingen om Babelstårnet er tematisk forbundet med andre fortællinger i Bibelen. I 1 Mos 28,10-22 ser stamfaderen Jakob i drømme på det sted, der senere bliver til Betel, en trappe eller stige der forbinder himmel og jord; stedet erklæres som "himlens port", dvs. at den sande kosmiske forbindelse findes hér, ikke i Babylon. I Apostlenes Gerninger 2 stiger Helligånden ned og sætter sig som ildtunger på de forsamlede apostle, der herefter mirakuløst kan tale alle sprog; sprogforvirringen fra Babel erstattes her med samme meddelelse (evangeliet om Kristus) på de mange sprog. I Johannes Åbenbaring 21 afsluttes dramaet ved tidernes afslutning ved at en pragtfuld by sænkes fra himlen ned på jorden; her skal alle folkeslag strømme til, og urhistoriens splittelse vil dermed ophæves.

I 1900-tallet har Babelsmyten fortsat haft filosofisk og litterær betydning, eksempelvis for Franz Kafka (bl.a. fortællingen Das Stadtwappen, Byvåbnet), for Walter Benjamins messianske mystik, Jacques Derridas forskelstænkning og Jorge Luis Borges' postmoderne metafysiske og sprogfilosofiske fabuleringer.