Bøstrup Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Bøstrup er den ældste del af kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Både korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer, der i dag kan anes i murværket.

I Bøstrup Kirke er der usædvanlig mange udhuggede sten med billeder på, såkaldte romanske billedkvadre. Der er i våbenhusets sydmur et fint mandehoved, i tårnets støttepille mod vest en man med en stav, der omfavner en knælende skikkelse, i skibets nordmur ses en løve, der æder et menneske og i korets østlige gavl en båd.

Allerede i den senromanske tid rev man apsissen ned og forlængede koret. Her ses i den østlige gavl to tæt siddende romanske vinduer, der senere er blevet muret til. Gavlen er kun udsmykket med savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, og senere tilkomne murankre.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode opførte man sakristiet, våbenhuset og vestforlængelsen, og den indbyrdes aldersfølge laders sig ikke bestemme med sikkerhed. Dog kan det siges, at de i varierende grad har systemer af blændinger og kamtakker, hvor særligt våbenhuset står ud i sin helstøbte komposition.

Tårnet er fra tiden lige efter Reformationen (1536), men det er flere gange i løbet af 1800-tallet blevet istandsat, hvorfor en del af dets murværk er muret om. Det har på det vestlige hjørne en stor støttepille og mod syd et trappehus.

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

I koret lige bage korbuen står der en romansk døbefont af granit. Den er af den såkaldte Storebæltstype, der om toppen af kummen har en bred bort af ranker eller bølge samt fire hoveder.

Altertavlen fra omkring 1615 har en arkitektonisk opbygning med søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. Over søjlerne er der en gesims og et såkaldt topstykke delt i to arkader, og det er flankeret af dekorativt udskårne vinger. I midten er der en mindre kopi af Bertel Thorvaldsens Kristus-figur fra Vor Frue Kirke i København.

Prædikestolen udført af Hans Gudewerth er et rigt billedskærerarbejde fra 1634 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med relieffer og på hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.