Autofiktion er en skønlitterær genre eller skrivestil, som blander selvbiografi og fiktion. Ofte er der tale om romaner, der både rummer frit opfundne forhold og virkelighedselementer knyttet til forfatterens eget liv, fx opvæksten som i Morten Papes Planen, 2015.

Faktaboks

Etymologi

Autofiktion er en sammensætning af de tre græske led auto 'selv', bios 'liv' og fictio 'forme, opdigte'.

Også kendt som

Performativ biografisme, litterær selvfremstilling, fiktionsfri fiktion, autonarration, dobbeltkontrakt.

Autofiktion i forhold til selvbiografi

I nyere tid bruger man ofte ordet synonymt med selvbiografi eller selvbiografisk roman, og der er glidende overgange, men i autofiktion er der principielt mere vægt på det litterære og det opfundne end i selvbiografien – og mindre end i den selvbiografiske roman.

Autofiktion vs. exofiktion

Autofiktion kan modstilles exofiktion, der betegner blandingen af biografi og fiktion, men de to fænomener har det tilfælles, at de åbenlyst blander troskab mod virkelige mennesker og deres liv med lysten til at fabulere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig