Arezzo

Arezzo, hovedstad i provinsen af samme navn 60 km sydøst for Firenze; 98.537 indb. (2013). Byen ligger i Arnodalen ved motorvejen mellem Firenze og Rom. Den er centrum i den mest industrialiserede del af Toscana og har maskin-, beklædnings-, keramik- og smykkeindustri. Handel med grøntsager, frugt og planteolier fra det frugtbare opland spiller ligeledes en vigtig rolle.

Arezzo er omgivet af middelalderlige ringmure. En række kirker og offentlige bygninger fra 1300-t. og 1400-t. giver byen et smukt enhedspræg af sengotik og tidlig renæssancekultur. Domkirken (påbegyndt 1277) har facade fra 1900-t., og den romanske kirke Pieve di Santa Maria fra 1100-1200-t. har en bemærkelsesværdig arkadesmykket facade; i kirken San Francesco (påbegyndt i 1300-t.) har Piero della Francesca malet fresker, der skildrer Det hellige kors' legende. Badia-kirken fra 1300-t. er udvidet af Giorgio Vasari i 1500-t., og Vasaris eget hus vidner om hans tilknytning til Arezzo, hvor han var født. Samlingerne i Museo Statale afspejler især den arretinske kunsts udvikling.

Oldtidens Arretium har været kendt fra etruskisk tid, hvorfra bl.a. den berømte bronzestatue Kimæren fra Arezzo stammer. Byen blev i romersk tid centrum for keramikproduktion, se arretinsk keramik. Fra denne periode er bevaret et amfiteater, som nu er museum. Byen blev tidligt kristnet og kom under lombardisk styre. I 1307 blev den delt i to lejre, ledet af familierne Verdi og Secchi. Arezzo var republik under ghibellinerne, men blev erobret af det guelfiske Firenze i 1384 for senere at blive en del af storhertugdømmet Toscana.

Digteren Petrarca og forfatteren Pietro Aretino er født i Arezzo.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig