Antichrist

Efter på traumatisk vis at have mistet deres lille søn tager en psykiater (Willem Dafoe) og hans kone (Charlotte Gainsbourg) til deres hytte langt inde i skoven. Han ønsker selv – køligt og rationelt – at behandle hendes sorg for at redde forholdet, men konfronteres med en overmægtig hundjævel, som er i naturens vold og ude af kontrol.

Triers allegori om menneskets natur, seksualitet og køn udsprang af en personlig depression og hans læsning af især August Strindberg og Marquis de Sade. Den er fortalt i et eklektisk billedsprog, der sætter rykvise, håndholdte kameraindstillinger – og blodige chokeffekter – over for poetisk dvælende, monumentale tableauer, som også tematisk er i familie med Benjamin Christensens Heksen (1922), Carl Th. Dreyers Vampyr (1932) og Vredens Dag (1943) samt Ingmar Bergmans Det syvende segl (1957) og Persona (1966).

Som forberedelse til at lave en gyser brød Trier med sit ellers faste princip om ikke at se nyere film og lod sig bl.a. inspirere af The Ring (1998) og The Blair Witch Project (1999).

Derudover er der en slægtskabsforbindelse til Johan Jacobsens i sin tid kontroversielle kammerspil En fremmed banker på (1959) om en sorgramt frihedskæmper-enke (Birgitte Federspiel), der i et ødeliggende træhus møder og forelsker sig i en mand (Preben Lerdorff Rye), som hun, midt i en orgasme, indser er hendes mands bøddel og ender med at dræbe.

Først og fremmest har Trier dog, som i sine tidlige film, hentet inspiration i den russiske filminstruktør Andrej Tarkovskijs magisk-realistiske, flertydige filmkunst – værker som Solaris (1972), Spejlet (1975) og Offeret (1986). Antichrist er tilegnet Tarkovskij.

• dansk film
• Lars von Trier
• hekseprocesser