Angoumois

Angoumois, egn i det sydvestlige Frankrig, omtrent svarende til departementet Charente, der har 353.000 indb. (2013) og er 5900 km2. Geologisk set er Angoumois opbygget af kalksten, der i den sydlige del er dannet i Kridt og i den nordlige del i Jura. Grænsen markeres af et højdedrag, en cuesta, af hårde kalksten. Størstedelen af egnen præges af blandet landbrug og har faldende befolkningstal. Den vestlige del er specialiseret i dyrkning af vin, der destilleres til Cognac flere steder, bl.a. i den lille by Cognac. Den eneste større by er Angoulême, men den sydligste del af Angoumois er under erhvervsmæssig indflydelse af Bordeaux.

Fra 800-t. var Angoumois et fransk grevskab, der oprindelig hørte under kongeriget Aquitaine. Det havde sin blomstringstid i højmiddelalderen under greveslægten Lusignan-Taillefer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig