Faktaboks

André-Hercule de Fleury
Født
22. juni 1653
Død
29. januar 1743

André-Hercule de Fleury, 22.6.1653-29.1.1743, fransk kardinal og statsmand. Ludvig 15. gjorde i 1726 Fleury til sin ledende minister, og for at sikre ham sæde i kongens råd udnævntes han til kardinal.

Fleury, som derefter næsten var enerådende i fransk politik, videreførte Ludvig 14.s juridiske reformer, og det lykkedes ham at styrke den franske økonomi, som var blevet svag efter Ludvig 14.s aggressive udenrigspolitik.

Fleury prøvede at holde Frankrig uden for militære konflikter. I begyndelsen søgtes dette opnået gennem samarbejde med Storbritannien, men efter 1731 prøvede Fleury - for at begrænse britisk indflydelse på kontinentet - at bedre forbindelserne til Østrig.

I Den Polske Arvefølgekrig 1733-38 måtte Frankrig dog kæmpe mod Østrig, bl.a. på grund af krav på den polske trone fra Ludvig 15.s svigerfar, Stanisław 1. Leszczyński.

Ved freden i 1738 sikrede Frankrig sig Lorraine, som på Fleurys foranledning blev givet til Stanisław 1., mod at han opgav sit krav på Polen.

Fleury var imod fransk deltagelse i Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48, men måtte bøje sig for krigstilhængerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig