Aleksej Navalnyj

Aleksej Navalnyj blev født i 1976 i den lukkede militærby Butyn uden for Moskva, hvor hans far, Anatolij, var kommunikationsofficer i den sovjetiske hær, og hans mor, Ljudmila, var uddannet økonom.

I 1998 afsluttede Navalnyj en juridisk embedseksamen fra Folkenes Venskabsuniversitet i Moskva. I flere år herefter arbejdede han som jurist med fast ejendom.

I 2001 tog han en mastergrad i finansiering ved Moskvas Finansakademi og forlod ejendomsbranchen for at blive aktiehandler.

I 1999 meldte Navalnyj sig ind i det liberale og pro-demokratiske Jabloko-parti, som blev mere og mere marginaliseret efter valget af Vladimir Putin som Ruslands præsident i 2000. Navalnyj forblev i de følgende syv år medlem af Jabloko, hvor han blev vicechef for Moskva-afdelingen og medlem af partiets føderale råd.

Han var også formand for den Jabloko-associerede Komité til Beskyttelse af Moskovitterne, der havde til formål at bekæmpe korruption og misbrug midt i byggeboomet i begyndelsen af 2000'erne.

Mellem 2005 og 2012 var han medstifter af bevægelsen DA! – Demokratisk Alternativ, som arrangerede politiske debatter for at engagere unge mennesker.

I 2007 blev Navalnyj ekskluderet af Jabloko-partiet. Ifølge Navalnyj selv skete dette, fordi han opfordrede til at fjerne partiets grundlægger Grigorij Javlinskij (f. 1952) som leder. Ifølge partiledelsen var årsagen Navalnyjs nationalistiske synspunkter.

Navalnyj blev da også i disse år tættere knyttet til det nationalistiske miljø i Rusland, som oplevede fremgang i hele landet og fremstod som det eneste egentlige alternativ til Putin i en tid, hvor Rusland hastigt bevægede sig mod mere autoritære tilstande, og liberale demokratiske partier som Jabloko blev frataget enhver politisk indflydelse. Dels var han med til at organisere den nationalistiske Russiske March – en årlig march gennem Moskva bl.a. med krav om "Rusland for russerne!", som de russiske liberale betragtede som en nynazistisk aktion. Dels stiftede han Den Russiske Nationalliberale Bevægelse – forkortet Narod (’Folket’), som kæmpede for at forbedre etniske russeres rettigheder og begrænse immigration. Ifølge Navalnyj gjorde de liberale sig selv irrelevante ved ikke at engagere sig i landets stigende nationalisme.

Flere år senere, i 2013, skrev han på sin blog om "horder af legale og illegale immigranter", der kravlede fra basarerne i Moskva for at gøre russere til ofre, en retorik, der fik potentielle støtter i ind- og udland til at tøve med at omfavne ham på trods af hans popularitet.

Navalnyj blev dog primært landskendt og internationalt berømt for sin indsats mod korruption i det politiske system.

I 2006 oprettede han også sin LiveJournal-blog, som med sine afsløringer af korruption blev den mest læste blog i Rusland. Senere fulgte internetsider dedikeret til crowdsourcing af beviser på statslig korruption (kaldet RosPil) og senere en side – kaldet RosYama (’Russisk hul’), der gjorde det muligt for russere at rapportere om huller i vejene rundt om i Rusland og spore og dermed udstille lokalregeringernes (manglende) reaktion herpå.

I 2011 stiftede han sin Antikorruptionsfond, der med årene udviklede sig til en slagkraftig og særdeles professionel civilsamfundsorganisation, som leverede den ene storstilede korruptionsafsløring efter den anden.

Hans indsats mod korruption tog for alvor fart i slutningen af 2000’erne, da han efter at have købt aktier i en række statsejede virksomheder opdagede, at udbyttet fra olietransportmonopolet Transneft var mindre end forventet, og at virksomheden donerede hundredvis af millioner dollars til unavngivne velgørenhedsorganisationer.

Navalnyj målrettede i det følgende tiår sine korruptionsafsløringer mod en række prominente personer i Putin-regimets absolutte top. Han afslørede eksempelvis, hvordan oligarken Alisjer Usmanov (f. 1953) havde bestukket daværende premierminister Dimitrij Medvedev; at tidligere første vicepremierminister Igor Sjuvalov (f. 1967) havde et privat forretningsfly til 62 millioner dollars, som ikke var deklareret; at det russiske parlaments formand Vjatjeslav Volodin (f. 1964) skjulte millioner af dollars i aktiver i sin mors navn; og at lederen af Nationalgarden, Viktor Zolotov (f. 1954) – kaldet ’Putins bodyguard’ – havde svindlet sig til næsten 30 millioner dollars i forbindelse med udbudskontrakter til garden.

Mest opmærksomhed fik dog afsløringerne af premierminister Dimitrij Medvedev i 2017 og af Putin selv i 2021. I begge tilfælde offentliggjorde Navalnyjs Antikorruptionsfond på YouTube velproducerede og velunderbyggede undersøgende dokumentarfilm, som detaljeret redegjorde for, hvordan Medvedev i sin tid i toppen af russisk politik havde begået underslæb for i omegnen af ti milliarder kroner, og viste hvordan Putin gennem sindrige virksomhedskonstruktioner havde tilranet sig milliarder af kroner og i al hemmelighed bygget et enormt og ekstremt luksuriøst palads. Begge afsløringer førte til omfattende demonstrationer mod Putin-regimet. Filmen om Putins palads blev set af mere end 92 millioner mennesker verden over i løbet af blot en uge.

I løbet af 2010’erne trådte Navalnyj også mere og mere i karakter som egentlig oppositionspolitiker og udviklede sig hurtigt til Putins største og mest vedholdende kritiker.

Allerede i 2011 spillede han en afgørende rolle som medorganisator af de omfattende demonstrationer, som ramte Rusland i forbindelse med parlamentsvalget i december. Navalnyjs slogan om Putins parti Forenet Rusland som et parti af ’svindlere og tyve’ blev mantraet for de hundredtusinder af demonstranter, som over flere måneder gik på gaden i Ruslands større byer.

I årene efter forsøge Navalnyj at etablere sit eget parti – Nyt Parti, men myndighederne blev ved med at forhale registreringen og dermed lovliggørelsen af partiet.

I september 2013 stillede Navalnyj op til borgmestervalget i Moskva. Ganske overraskende lod myndighederne ham registrere som kandidat, og til trods for at Kremls mand Sergej Sobjanin (f. 1958) med sine 51,4 % af stemmerne løb med sejren, endte Navalnyj med at vinde hele 27,2 %. Det kom som et chok for det politiske system, at så stor en andel af vælgerne var villige til at støtte Navalnyj.

Efter succesen ved valget i Moskva vejrede den russiske opposition morgenluft. Prominente oppositionsledere som Boris Nemtsov og tidligere premierminister Mikhail Kasjanov fandt sammen med Navalnyj og dannede en koalitions-bevægelse, PARNAS, som skulle udfordre Putin-regimet ved parlamentsvalget i 2016. Kreml svarede igen ved at skrue op for undertrykkelsen. I februar 2015 blev Boris Nemtsov myrdet på åben gade i Moskva, og året efter modtog Kasjanov gentagne dødstrusler, blandt andet fra Tjetjeniens leder Ramzan Kadyrov. PARNAS blev konstant modarbejdet af myndighederne, fik kun lov til at stille op i en enkelt region i Rusland, og endte her med kun at få 2 % af stemmerne.

Også ved præsidentvalget i 2018 forsøgte Navalnyj at stille op. Men denne gang gjorde myndighederne kort proces og nægtede ham opstilling. Som i 2011 og 2017 organiserede Navalnyj omfattende demonstrationer som modsvar.

Navalnyjs vedholdende og åbenmundede kritik af Putins regime og fremtrædende personer heri gjorde ham til et yndet mål for politiets og sikkerhedstjenestens undertrykkelse. Allerede i forbindelse med organiseringen af demonstrationer i 2011 blev Navalnyj kortvarigt fængslet. I de følgende år fik han adskillige lignende kortvarige fængselsdomme.

I 2013 blev han, baseret på konstruerede anklager, dømt for underslæb. Dommen blev dog omgjort – sandsynligvis fordi regimet på det tidspunkt frygtede for hans tilhængeres reaktion. Men i de følgende år kom flere forskellige anklager til, og Navalnyj var dermed under konstant juridisk pres. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt senere anklagerne "vilkårlige og åbenlyst urimelige" og syv af hans anholdelser politisk motiverede med det formål at "undertrykke politisk pluralisme."

I 2017 blev Navalnyj overfaldet flere gange af ukendte gerningsmænd – sandsynligvis beordret af styret. Én gang fik han sprayet grøn farve blandet med andre kemikalier i ansigtet, hvilke resulterede i at han mistede 80 % af sit syn på det ene øje.

På en rejse til den sibiriske by Tomsk i 2020 blev Navalnyj forgiftet med nervegiften Novichok i en aktion, som meget tyder på, at Ruslands Føderale Sikkerhedstjeneste (FSB) stod bag. Han blev fløjet i koma til Berlin, hvor læger kunne behandle ham uden pres fra Putin-styret. Navalnyj kom sig gradvist, og i januar 2021 vendte han tilbage til Moskva, hvor han, som de russiske myndigheder gentagne gange havde advaret om, straks blev arresteret og fængslet. Massive demonstrationer fandt sted over hele Rusland, og kort efter hans anholdelse frigav hans Antikorruptionsfond den nævnte video med afsløringerne af Putins luksuriøse palads.

Efter sin tilbagevenden til Moskva og efterfølgende arrestation i januar 2021 forblev Navalnyj fængslet resten af sit liv.

Navalnyj blev anklaget for blandt andet ’ekstremisme’, og kort efter domfældelsen i februar ransagede politiet hans organisations kontor i Sankt Petersborg og konfiskerede klistermærker med det nye slogan "Rusland vil være lykkeligt", som efter sigende blev undersøgt som et potentielt eksempel på "ekstremistisk" tale. Samme år erklærede staten Navalnyjs politiske netværk for en "terrorrelateret" organisation og begyndte at arrestere hans medarbejdere, herunder hans advokater, for "ekstremisme".

Efter invasionen af Ukraine i 2022 kom flere anklager og domme til, og i juni 2022 blev han overflyttet til et højsikkerhedsfængsel i Vladimir-regionen uden for Moskva.

Mens Navalnyj sad fængslet, sultestrejkede han for at få adgang til speciallæger, og han tilbragte omkring 300 dage i isolation. Til trods herfor fortsatte han med at opfordre sine tilhængere til at fortsætte kampen mod Putin-regimet.

Amnesty International betegnede Navalnyj som en "samvittighedsfange", og han blev tildelt flere menneskerettighedspriser, heriblandt Europa-Parlamentets Sakharov-pris for tankefrihed for sit "enorme mod" og "utrættelige kamp mod korruptionen i Putins regime".

I december 2023 blev han igen flyttet til et nyt fængsel – denne gang til IK-3 straffekolonien i Kharp nord for polarcirklen.

Den 16. februar 2024 offentliggjorde de russiske myndigheder nyheden om, at Navalnyj var død – angiveligt som følge af et ildebefindende i forbindelse med en gåtur i fængslet. Det er imidlertid stadig (1. marts 2024) uklart, hvad der præcist er sket, og hvordan Navalnyj er kommet af dage. Mange iagttagere mener, at han blev beordret myrdet i et forsøg på at slukke alt håb om oppositionsmodstand mod Putin inden præsidentvalget i marts 2024.

Myndighederne nægtede i første omgang at udlevere Navalnyjs lig til familien, som først fik det at se efter otte dage. Herefter fulgte en kamp om, hvor og hvordan Navalnyj skulle begraves. Begravelsen endte med at finde sted den 1. marts på Borisovskoje-kirkegården i Moskvas sydøstlige Marjino-kvarter efter en ceremoni i den nærliggende Guds Moders Ikons Kirke. Begivenheden blev uden for kirken overværet af ca. 15.000 mennesker på trods af myndighedernes advarsler mod "uautoriseret" sammenstimlen. Der var et massivt sikkerhedsopbud af politi, sikkerhedstropper i kampuniform og bevæbnede soldater på nærliggende hustage.

Efter Navalnyjs død har hans kone, Julija Navalnaja (f. 1976), erklæret, at hun vil fortsætte hans arbejde og stille sig i spidsen for hans organisation.

• Dmitrij Medvedev
• Jevgenij Prigozjin
• Ruslands historie efter 1991