Aleksandr Ostrovskij, 1823-1886, russisk forfatter. Ostrovskijs skuespil bygger bro mellem Gogols burleske komedie og Tjekhovs psykologiske dramatik. Siden udgivelsen af typekomedien Et familiebillede i 1847 måtte forfatteren kæmpe både med censuren og uforstående kritikere. Først i 1853 fik han sin scenedebut i Sankt Petersborg, hvor komedien Sæt dig ej i fremmed slæde blev en stor publikumssucces. Flere af hans i alt 47 skuespil har også fået international berømmelse, bl.a. Uvejret (1860), I enhver vismand er der enfoldighed nok (1868, da. Den der ler sidst, 1962, opført 1991 med titlen En slyngels dagbog) og Skoven (1871, da. Paa Herregaarden, 1904, opført på Det Kgl. Teater 1967). Deres konflikter mellem kærlighed, magtbegær og forstokkethed er solidt forankret i den russiske virkelighed, men har tillige almengyldig appel. Kort før sin død blev Ostrovskij hædret med en post som teaterchef i Moskva. I 1924 blev en bronzestatue rejst foran Malyj Teatret som den symbolske anerkendelse af hans livsværk.