Albrecht von Wallenstein

Albrecht von Wallenstein, Albrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein, 24.9.1583-25.2.1634, bøhmisk adelsmand, tysk kejserlig hærfører under Trediveårskrigen, hertug af Friedland og Mecklenburg, fyrste af Sagan. Wallenstein blev født ind i en protestantisk familie, men konverterede til katolicismen i 1606.

Under det bøhmiske oprør, som indledte Trediveårskrigen i 1618, kæmpede Wallenstein på kejser Ferdinand 2.s side mod sine landsmænd, og efter kejserens sejr i 1621 blev han udnævnt til guvernør over Bøhmen og sikrede sig meget store besiddelser. I 1624 blev han ophøjet til fyrste og året efter hertug af Friedland.

Da Christian 4. i 1625 greb ind i Trediveårskrigen (se Kejserkrigen), blev Wallenstein generalissimus og fik til opgave at skabe en kejserlig hær på 24.000 mand, i 1626 udvidet til 70.000. Hæren skulle give kejseren et selvstændigt magtgrundlag, hvor han hidtil havde været afhængig af Den Katolske Ligas hær. Den kejserlige hær var dog helt under Wallensteins kontrol: Den havde base i Friedland, og han udnævnte selv alle officerer og organiserede finansieringen gennem beskatning af de besatte områder.

I 1627 besejrede Wallenstein de danske tropper i Schlesien, og 1627-29 besatte hans hær Holsten, Slesvig og Jylland. Udnævnelsen i 1628 af Wallenstein til øverste leder for den kejserlige flåde i Østersøen fik ingen særlig betydning, primært fordi det ikke lykkedes at indtage den vigtige hansestad Stralsund på Østersøkysten.

Som leder af fredsforhandlingerne med Christian 4. arbejdede Wallenstein også i egen interesse for, at resultatet, Freden i Lübeck 12.5.1629, blev gunstigt for Danmark. Her så man for første gang Wallenstein optræde selvstændigt med en anden politisk linje end kejserens. Men Wallenstein virkede fortsat loyalt for styrkelse af kejsermagten og den katolske sag, og i juni 1629 fik han hertugdømmet Mecklenburg som arveligt rigsfyrstendømme.

I 1630 tvang rigets øvrige fyrster inden for begge trosretninger imidlertid kejseren til at opløse sin hær og afskedige Wallenstein. Da Sverige greb ind i krigen samme år, indledte Wallenstein forhandlinger med Gustav 2. Adolf: Til gengæld for bl.a. at blive konge af Bøhmen ville Wallenstein rejse en hær og kæmpe sammen med svenskerne. Kejserhoffet fik kendskab til forhandlingerne, men efter at svenskerne 1631 havde knust Den Katolske Ligas hær, anså man det for nødvendigt igen at gøre Wallenstein til generalissimus med udstrakte magtbeføjelser og udsigt til rig belønning. I løbet af 1631-32 skabte han en ny kejserlig hær og trængte svenskerne og deres allierede ud af Bøhmen, Bayern og Franken. Slaget ved Lützen 6.11.1632, hvor svenskerne nok sejrede, men Gustav 2. Adolf faldt, blev et vendepunkt. Kejseren var nu mindre afhængig af Wallenstein, som derefter slog ind på en dristig kurs: Han holdt store områder besat, men lod svenskerne trænge frem og forhandlede samtidig til alle sider for at skabe en fred, hvor han selv kunne afgøre rigets skæbne og høste store gevinster, først og fremmest Bøhmens krone.

På den baggrund blev der etableret hemmelige kontakter mellem kejseren og Wallensteins ledende officerer. Ingen turde dog bryde med Wallenstein, før han i januar 1634 aftvang officererne en troskabserklæring, som kun kunne være indledningen til en revolte; Wallenstein blev erklæret for afsat og beordret fanget eller dræbt. Han erklærede sig nu rede til mod erstatning at træde tilbage og bedyrede sin troskab til kejseren, som dog ikke lod sig formilde. Wallenstein rykkede derfor nordpå for at forene sig med svenskerne, men 25.2.1634 blev han dræbt af nogle af sine egne soldater, som handlede på kejserens vegne.

Wallensteins optræden satte skel i Europas politiske historie. Uden ham havde den katolske side ikke klaret udfordringen fra de nordiske konger så godt. I militærhistorien er han en tvetydig skikkelse. Han var den største af de uafhængige militære entreprenører, men deres tid var omme ikke længe efter hans død. Hans brutale og effektive metoder blev efterlignet af alle i Trediveårskrigen, men som regel ikke med samme held. Først et par generationer senere blev der organiseret hære, som var væsentligt større end hans, og da med andre midler.