Agenda 21

Agenda 21, global dagsorden for en bæredygtig udvikling i 2000-t. - det 21. århundrede - vedtaget på Riokonferencen i 1992.

Agenda 21 understreger de enkelte regeringers ansvar og behovet for internationalt samarbejde samt inddragelse af de lokale myndigheder og befolkningen. En særlig FN-kommission for bæredygtig udvikling inspirerer og overvåger opfølgningen af dette globale program for miljø og udvikling.

I Danmark har Miljøministeriet sammen med KL (Kommunernes Landsforening) og Danske Regioner en løbende kampagne for Lokal Agenda 21 (LA21). Kommuner og regioner er ifølge Planloven forpligtet til at udarbejde lokale Agenda 21-handlingsplaner. De enkelte planer er enten udarbejdet som selvstændige Agenda 21-strategier eller indarbejdet i de øvrige kommuneplaner. Disse projekter beskæftiger sig især med bæredygtige løsninger til nedsættelse af forureningsniveauet og resurseforbruget, bl.a. ved beskyttelse af grund- og drikkevand, forvaltning af affald og spildevand samt ændring af danskernes forbrugsmønstre. Konkret arbejdes fx med at nedbringe CO 2 -udslippet og med at fremme cyklisme og kollektiv transport.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig