Afrika - folkeslag

Afrika er befolket af næsten 3000 etniske grupper eller folkeslag. Langt de færreste af disse har været politisk uafhængige enheder, men hver gruppe har sine egne kulturelle særtræk. Historisk set har Afrikas etniske sammensætning gennemgået store forandringer. Folkeslag er smeltet sammen og splittet op, ekspanderet og udslettet, og nogle etniske grupper er i løbet af 1900-tallet opstået som resultat af de europæiske kolonimagters administrative foranstaltninger. Den koloniale opdeling af Afrika medførte også, at mange etniske grupper blev delt mellem to eller flere koloniriger, der i løbet af 1900-tallet er blevet til nationalstater.

De etniske gruppers traditionelle politiske struktur har varieret fra statsløse samfund, der kun udøvede politisk autoritet på lokalt niveau, til hierarkisk opbyggede kongeriger. Med få undtagelser er disse strukturer enten blevet slået i stykker, modificeret eller har tabt deres tidligere betydning i de koloniale århundreder eller i tiden derefter. Dog har de oprindelige etniske magteliter endnu i vore dage en betydelig politisk indflydelse i mange afrikanske lande, og de traditionelle herskere spiller ofte en vigtig rituel og symbolsk rolle.

I såvel statsløse samfund som i kongeriger var patrilineær eller matrilineær afstamning (dvs. arveret efter hhv. mandslinje og kvindelinje) et grundlæggende organisationsprincip. Endnu i 1990'erne forholder det sig sådan mange steder på landet. Ofte lever flere generationer under samme tag, hvor en ældre mand er overhoved i en udvidet familie. I byerne er den slægtskabsbaserede organisation ofte smuldret, og de udvidede familier er her i højere grad blevet erstattet af kernefamilier. Der er også en tendens til, at familiestrukturen bryder sammen, når unge mænd flytter til byerne for at få arbejde og efterlader kvinder, børn og ældre mænd på landet.

Nordafrika befolkes først og fremmest af arabere og berbere, som begge taler afroasiatiske sprog. Berberne er dog ofte blevet assimileret med araberne, som siden 600-tallet e.v.t. er kommet til Nordafrika i flere bølger. Agerbrug, mange steder med kunstvanding, dominerer traditionelt i kystområderne, mens kvægavl er det dominerende erhverv i de tørre områder.

Vestafrika karakteriseres af en kulturel og sproglig mangfoldighed. De fleste af folkeslagene i savanneområdet lever af agerbrug, men der findes også kvægavlere, der lever som nomader. Handel spiller en vigtig rolle; førkoloniale byer som Timbuktu, Gao og Agadèz var oprindeligt handelsbyer, og de imperier, der dominerede savanneområdet før 1700-tallet — Ghana, Mali, Songhay, Kanem og Bornu — blev rige og mægtige på langdistancehandelen.

I regnskovsområdet langs Atlanterhavskysten er landbrug dominerende. Mange af folkene i området har traditionelt organiseret sig i stater. De stærkeste førkoloniale stater var ligesom de store riger på savannen baseret på langdistancehandel, og flere af dem blev afhængige af den transatlantiske slavehandel.

I Centralafrika taler de fleste etniske grupper bantusprog, og de formodes at stamme fra Cameroun, hvorfra de bredte sig mod øst og syd for ca. 2000 år siden. Agerbrug er det dominerende erhverv i Centralafrika, men små grupper af pygmæer i Gabon, Congo (Brazzaville) og den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo lever hovedsageligt som jægere og samlere. Mange af de etniske grupper var traditionelt monarkisk organiserede; i førkolonial tid fandtes der flere mægtige kongeriger som fx Kongo-, Luba- og Lundarigerne. Kongoriget stod på sit højdepunkt i 1500- og 1600-tallet, men deltagelsen i den transatlantiske slavehandel førte til den politiske organisations sammenbrud.

Østafrika befolkes af adskillige kvægavlende etniske grupper, som taler nilosahariske eller afroasiatiske sprog. Afroasiatiske sprog tales også af nogle agerbrugende grupper i Etiopien som fx amhara, der har domineret den etiopiske stat siden dens grundlæggelse ca. 1270. Men Østafrika er frem for alt befolket af bantutalende etniske grupper med agerbrug som den vigtigste erhvervskilde. Mange af disse folkeslag, som fx baganda i Uganda, udgjorde tidligere betydelige kongeriger. Også Rwanda og Burundi har været hierarkisk opbyggede monarkier, som blev styret af en minoritet af tutsi. Langs kysten har der siden 800-tallet befundet sig arabiske bopladser; folkeslagene her er påvirkede af arabisk kultur og taler swahili. Især på Zanzibar er den arabiske indflydelse stærk, og øen blev mellem 1840 og 1964 styret af et arabisk dynasti, der stammede fra Oman.

Sydafrika blev oprindeligt befolket af san, som var jægere og samlere, og af khoikhoi, som var kvægavlere. San blev med tiden trængt ud i de ørkenagtige områder i Namibia og Botswana af de indvandrende bantufolk, og de fleste khoikhoi er i de seneste generationer indgået i en blandet befolkning, som også har islæt af bantufolk, europæere og asiater. Med undtagelse af herero i Namibia, der traditionelt har været kvægavlere, er de sydafrikanske bantufolks hovederhverv agerbrug eller en blanding af agerbrug og kvægavl. Europæiske nybyggere (afrikaanere) bosatte sig fra 1600-tallet i de sydligste egne af Sydafrika, og de konflikter, som derefter opstod mellem dem og den lokale befolkning og mellem de lokale etniske grupper indbyrdes, medførte bl.a., at zulu i begyndelsen af 1800-tallet oprettede et stærkt kongerige i Natal. I andre dele af Sydafrika fandtes der stærke stater længe før europæernes ankomst; mest kendt er det rige, som portugiserne kaldte Monomotapa. Monomotapa erobrede i 1400-tallet store dele af de nuværende stater Zimbabwe og Mozambique, men besejredes af portugiserne i 1600-tallet.

Madagaskar befolkedes formodentlig først i 400-500-tallet e.v.t. af indvandrere fra Indonesien. Disse blandede sig senere med andre folkeslag, hvoraf de fleste var af afrikansk oprindelse. Ris dyrkes af alle etniske grupper på øen, men kvægavl spiller også en vigtig rolle, såvel økonomisk som rituelt. Den politisk dominerende gruppe er merina, som lever på højsletten. Såvel merina som de andre etniske grupper på Madagaskar var i politisk henseende monarkisk organiserede; merinakongerne erobrede i 1800-tallet størstedelen af øen.