1. Vatikankoncil var et romerskkatolsk kirkemøde, som blev afholdt i Vatikanet 1869-1870. Mødet var det næstseneste romerskkatolske koncil; efter romersk tælling det 20. økumeniske koncil.
Den ydre baggrund for 1. Vatikankoncil var den politiske og åndelige tilstand i Europa, præget af virkningerne af Den Franske Revolution, Revolutions- og Napoleonskrigene, liberalisme, sekularisering mv.
Denne uro var nok en trussel for kirke og kristendom, men den katolske kirke havde held til at neutralisere den, bl.a. gennem indgåelse af konkordater og styrkelse af pavens embede. En stor rolle spillede pave Pius 9.s dogmer om Marias uplettede undfangelse (1854) og om pavens ufejlbarhed (1870); det sidstnævnte blev sammen med det pavelige jurisdiktionsprimat defineret af 1. Vatikankoncil; se også pave.
Udbruddet af Den Fransk-tyske Krig afbrød i sommeren 1870 koncilsforhandlingerne, før bl.a. spørgsmålet om biskoppernes stilling blev behandlet; forhandlingerne blev på en måde genoptaget og videreført af 2. Vatikankoncil 1962-1965.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.