Manierisme, stilretning inden for billedkunst og arkitektur, der opstod i 1520'erne i Italien, hvor den udvikledes parallelt med senrenæssancen, før den i begyndelsen af 1600-tallet afløstes af barokken.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet manierisme kommer af fransk maniéré 'søgt, manieret', af manière 'måde, manér', og -isme.
Manierismen opstod i Firenze med malere som Jacopo da Pontormo og Rosso Fiorentino; i Siena virkede på samme tid Domenico Beccafumi og i Parma Parmigianino.
De manieristiske kunstnere ønskede at levendegøre højrenæssancestilen ved at give figurerne mere bevægelighed samt lys og farve større kraft. Begge tendenser fandtes samtidig hos Michelangelo.
Til næste generation af manierister hører malerne Agnolo Bronzino, Giorgio Vasari og Giulio Romano samt billedhuggerne Giovanni Bologna og Benvenuto Cellini.
I Venezia nåede manierismen et højdepunkt med Tintoretto, der inspirerede El Greco i Spanien.
Frans 1. af Frankrig importerede italienske manierister til udsmykning af Fontainebleauslottet (se Fontainebleauskolen), og de påvirkede franske kunstnere som Jean Goujon.
Til Nederlandene nåede manierismen samtidig med renæssancen. I Antwerpen opstod i slutningen af 1500-tallet en særlig nederlandsk manierisme, der i sin søgen efter at udtrykke størst mulig dynamik ofte benyttede lange, bevægede menneskeskikkelser.
Fra Nederlandene kom manierismen ca. 1600 til Norden, nu også præget af den tidlige barok, med kunstnere, der skulle udsmykke Christian 4.s bygninger, bl.a. Adriaen de Vries.
Udsmykningen af Rosenborg Slot er et eksempel på denne samtidige import af sen renæssance, manierisme og tidlig barok.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.