Det københavnske vokalensemble Ars Nova Copenhagen ved en koncert i Koncertkirken under ledelse af dirigent Paul Hillier. København 2018.
Det københavnske vokalensemble Ars Nova Copenhagen ved en koncert i Koncertkirken under ledelse af dirigent Paul Hillier. København 2018. Af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Ars Nova Copenhagen

Ars Nova Copenhagen, dansk vokalensemble af international klasse, dannet 1979 med komponisten Bo Holten som dirigent. Gruppen har specialiseret sig i musik fra middelalder og renæssance og i helt ny musik. Den har arbejdet tæt sammen med bl.a. Per Nørgård og har udgivet en række meget roste cd'er med værker af bl.a. Heinrich Schütz og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

I 1996 kom det til et brud mellem ensemblet og Bo Holten. Holten oprettede et nyt kor, Musica Ficta, mens Ars Nova Copenhagen engagerede Tamás Vető som dirigent 1996-2000; herefter fungerede ensemblet uden en fast tilknyttet dirigent, indtil Paul Hillier i 2003 overtog dirigentposten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig