Kosmas og Damianos, lat. Cosmas og Damianus, kristne tvillingbrødre, der stammede fra Kilikien i Lilleasien og begge var læger; de helbredte mange mennesker uden betaling og omvendte dem til kristendommen. Legenden beretter, at de under kejser Diokletians kristenforfølgelser ca. 300 blev lænket og kastet i havet, men at en engel reddede dem; tilsvarende undgik de at blive brændt levende og at blive dræbt af pile og sten. Martyrdøden led de dog omsider ved halshugning i Syrien. Allerede fra 400-t. var de populære helgener; de ses normalt afbildet med salvekrukke og uringlas.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.