Konstantin Tjernenko, 24.9.1911-10.3.1985, sovjetisk politiker, statschef 1984-85. Tjernenkos karriere bragte ham i 1956 ind i det højere partibureaukrati. I en sen alder avancerede han i 1976 til centralkomitésekretær og i 1978 til politbureaumedlem. Ved Jurij Andropovs død i 1984 valgte den aldrende Sovjetledelse Tjernenko til generalsekretær, dvs. landets faktiske leder, i et forsøg på at hindre det generationsskifte, der fandt sted ved Tjernenkos død året efter, hvor Gorbatjov kom til.