Kirkenes er en havneby ud til Varangerfjorden i det nordøstligste Norge og tæt ved den russiske grænse. Den har 3.404 indbyggere (2023).

Faktaboks

Også kendt som

samisk: Girkonjárga; kvænsk: Kirkkoniemi

Byen voksede op i begyndelsen af 1900-tallet som udskibningshavn og forarbejdningssted for jernmalmen fra Bjørnevatn 9 km syd for byen, hvortil verdens nordligste jernbane fører. Minedriften ophørte i 2015, hvorefter jernbanen blev nedlagt. Kirkenes har flyveplads og er endepunkt for såvel rigsvejen fra Oslo som Hurtigruten fra Bergen, der anløber den isfrie havn daglig.

Kirkenes var i mellemkrigstiden skueplads for bitre arbejdskampe. Byen blev kendt, da Quislingstyret i 1942 sendte ca. 650 norske lærere på tvangsarbejde til Kirkenes som gengældelse for, at den norske lærerstand vægrede sig ved at tilslutte sig det nazistiske "lærersamband". De blev løsladt senere på året, men "Kirkenesfærden" fik stor politisk og symbolsk betydning. Byen blev voldsomt beskadiget af luftbombardementer under 2. Verdenskrig. I oktober 1944 befriedes Kirkenes af sovjetiske tropper. Inden da havde mere end 3.000 mennesker i næsten to måneder søgt ly i Bjørnevatnminen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig