Francisco Pacheco, 1564-1654, spansk maler. Pacheco arbejdede i Sevilla og fandt inspiration i sin omfattende grafiske samling af bl.a. italienske mestre, Albrecht Dürer og Lucas van Leyden. I 1611 var han i Madrid og Toledo, hvor han besøgte El Greco; i 1618 blev han malericensor for inkvisitionen og året efter hofmaler. Pacheco malede især portrætter og religiøse billeder. Svigersønnen Diego Velázquez og Alonso Cano hørte til hans elever. Pachecos bog El Arte de la Pintura (Malerkunsten), som han arbejdede på en stor del af sit liv, udkom i 1649 (moderne udgave 1956).