Cochabamba, by i det centrale Bolivia, landets tredjestørste og hastigt voksende; 1,11 mio. indb. i storbyområdet (2012). Cochabamba ligger ca. 200 km SØ for La Paz i en frugtbar dal i 2600 m højde i de østlige Andesbjerge; den blev grundlagt 1574, og dalens majs- og hvedeproduktion var afgørende for fødevareforsyningen til sølvminerne i Potosí. Først i 1800-t. mistede minerne og dermed også Cochabamba betydning. Byen og området har genvundet positionen med en alsidig landbrugsudvikling, hvor der bl.a. dyrkes byg, lucerne og citrusfrugter. Udviklingen i landbruget har sammen med det behagelige klima tiltrukket et betydeligt antal europæere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.