Chioggia, italiensk turistby, badested og en vigtig fiskerihavn ved den sydligste del af Venedigs lagune; 51.700 indb. (2004). Byens centrum ligger på to øer, der er adskilt af kanalen Canale della Vena. Det har med sine broer og bygninger i venetiansk gotik stor lighed med Venedig, som kan nås med bådtrafik gennem lagunen. Øst for byen ligger de meget besøgte badesteder Sottomarina og Isola Verde på hver sin sandtange.

Byen hører ifølge traditionen til de oprindelige 12 fiskerbyer i den venetianske lagune. Chioggia kom under Venedigs herredømme i 900-tallet, blev besat af Genova 1378-1380 under den store strid mellem Venedig og Genova om magten i Middelhavet, men blev ved søslaget om byen vundet tilbage af Venedig. I republikken Venedigs storhedstid derefter var Chioggia centrum for saltproduktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig