Cesare Pavese, 1908-50, italiensk forfatter. Cesare Pavese var tæt knyttet til sit fødested, bakkelandet Le Langhe i det sydlige Piemonte, og til Torino, hvor han boede det meste af sit liv.

Som medarbejder ved forlaget Einaudi bidrog han bl.a. til at introducere den nye amerikanske litteratur i Italien. Han debuterede som lyriker, men prosaen er langt den vigtigste del af forfatterskabet med romanerne Huset i højene (1949), Månen og bavnerne (1950) og dagbogen Livets håndværk (1952) som højdepunkterne.

Flere af hans værker blev modeller for generationen efter 2. Verdenskrig, men hans lyriske realisme med dens rige indhold af myter og symboler tilhører først og fremmest 1930'erne.

Cesare Pavese kæmpede med store personlige problemer og valgte til sidst at tage sit eget liv. Fra 1945 til sin død skrev han en række digte, der blev udgivet i 1951. Denne samling udkom på dansk i 2008 med titlen Døden kommer og den vil have dine øjne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig