Widerbergs debutfilm var den socialrealistiske Barnvagnen (1963, Barnevognen), som blev efterfulgt af den selvbiografiske opvæksthistorie Kvarteret Korpen (1963, Ravnekvarteret).
Efter de satiriske samtidsfilm Kärlek 65 (1965) og Heja Roland! (1966) kom det internationale gennembrud med periodefilmen Elvira Madigan (1967), hvor skønne billeder til Mozart-musik truede med at røve opmærksomheden fra en også socialt betinget kærlighedstragedie.
Mere konsekvent, men også langt rigere på både poesi og realisme var Ådalen 31 (1969, Oprøret i Ådalen), hvor det lykkedes Widerberg at kombinere impressionistiske sekvenser med dramadokumentariske rekonstruktioner i reportagestil. Han modtog en Bodilpris i kategorien bedste europæiske film for filmen.
I 1971 instruerede Widerberg Joe Hill, som er et epos om en svensk-amerikansk fagforeningspioner. Filmen er delvist optaget i USA, og han stødte i den forbindelse på produktionsvanskeligheder, der for en tid betog Widerberg lysten til at lave film.
Mange har ment, at Widerbergs senere arbejde manglede det personlige engagement og den glød, der prægede den første fase. Seværdige var dog Sjöwall-Wahlöö-filmatiseringen Mannen på taket (1976, Manden på taget); Ormens väg på hälleberget (1986, Slangens vej), en brutal historie fra almuelivet, og den danskproducerede Lust och fägring stor (1995, Lærerinden), hvor hans søn Johan Widerberg spiller en gymnasiedreng, som bliver tiltrukket af sin lærerinde. Widerberg vandt en Sølvbjørn for Lærerinden på Filmfestivalen i Berlin i 1996 samt en oscarnominering i kategorien bedste udenlandske film.
Mårten Blomkvists udgav i 2011 den udførlige monografi om Widerberg og hans film "Höggradigt jävla i 2011.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.