Łódź, næststørste by i Polen (efter Warszawa), 130 km VSV for hovedstaden; 770.800 indb. (2005), hovedstad i regionen Łódzkie med 2,5 mio. indb. (2005). Łódź er centrum i det ældste polske industriområde og er stærkt præget af den tidlige industrialisering. Den oprindelig meget ensidige industristruktur er ændret ved store investeringer i andre industrigrene, bl.a. maskin- og papirindustri, men Łódź er fortsat det store tekstilcenter i Polen. Efter de politiske og økonomiske omvæltninger i 1989 har mange vesteuropæiske tekstilindustrier lagt produktionen til Łódź for at udnytte den billige polske arbejdskraft og den korte afstand til det vesteuropæiske marked.
Byens struktur bærer præg af den tidlige industrialisering. Gaderne i centrum ligger vinkelret på hinanden og er relativt smalle; siden begyndelsen af 1990'erne har den centrale del af Łódź gennemgået en omfattende modernisering. Łódź er et vigtigt uddannelses- og forskningscenter. Byen rummer syv højere læreanstalter, en række videnskabelige institutter, en meget berømt filmskole og de største filmstudier i Polen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.