Artikelstart
Warszawa, Polens hovedstad og hovedstad i regionen Mazowieckie, 1,7 mio. indb. (2009). Warszawa ligger ved floden Wisła og er sæde for regeringen, parlamentet (Sejm) og centraladministrationen. Dette politiske og administrative centrum er også tyngdepunktet for Polens finansielle virksomheder. Her ligger desuden en lang række højere læreanstalter og hovedsædet for det polske videnskabernes akademi, PAN. Det kulturelle udbud omfatter ca. 20 teatre, opera, symfoniorkester samt en lang række museer og gallerier.
Faktaboks
- Etymologi
- Om navnet Warszawas oprindelse: 1241 lat. Varscheviae, egl. 'byen på højdedraget', afledn. af roden i polsk wierzch 'den øverste del', men ifølge traditionen efter byens grundlæggere, tvillingeparret War og Sawa.
Industrien ligger hovedsagelig i den nordøstlige og den sydvestlige del. Maskinindustri og elektronik spiller en særlig stor rolle, men stort set alle industribrancher er repræsenteret. Blandt de største virksomheder er stålværket Huta Warszawa, FSO (bilproduktion) og Ursus-fabrikkerne (traktorer og landbrugsmaskiner).
Ved en kommunalreform i 2002 blev en række nabokommuner indlemmet i Warszawa, og byen opdelt i 18 kvarterer. Centrum udgøres af den gamle by, Stare Miasto, og den nye by, Nowe Miasto, umiddelbart nord herfor uden for de middelalderlige forsvarsværker. De blev som de første bydele genopbygget efter 2. Verdenskrig, der lagde 75% af byen øde. Stare Miasto udgør en atmosfærefyldt kerne i Warszawa, hvor det centrale torv omsluttes af en række huse, som repræsenterer mange forskellige stilarter. De tætbefolkede bydele Muranów og Mokotów stammer fra 1950'erne og er præget af betonhøjhuse med små, ensartede lejligheder. Den nyeste udbygning er foregået sydpå i kvarteret Ursynów og er domineret af præfabrikerede betonelementer.
Efter den politiske omvæltning i 1989 er det private boligbyggeri vokset stærkt, og mange boliger er overgået fra leje- eller andelsstatus til ejerboliger. Trafikmæssigt er Warszawa domineret af en øst-vest-akse med brede boulevarder og internationale og regionale togforbindelser samt af en nord-syd-akse, som følger den gamle kongevej fra den gamle by til slottene Łazienki og Wilanów. Warszawa fik sin første undergrundsbane i 1995.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.