ægide

Ægide, (af gr. aigis 'gedeskind', af aix 'ged'), i græsk mytologi et skjold af metal eller skind, som giver bæreren fuld beskyttelse mod fjendtlige angreb. Hos Homer er ægiden først og fremmest Zeus' attribut, men også Apollon og Athena kan låne den. På klassiske Athenafremstillinger bærer hun den som brystpanser med Medusas hoved i relief på midten (se gorgoner), et minde om, at også Perseus fik lov at låne den under sin heltemodige uskadeliggørelse af Medusa.

Da ægiden værner den, der bærer den, betyder udtrykket "at være under nogens ægide", at man står under vedkommendes beskyttelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig