gorgoner

Gorgoner. Græsk relief fra ca. 540 f.Kr. Tv. ses Athene, i midten Perseus med vingesko, og th. den frygtindgydende Medusa, som holder Pegasus i favnen

.

Gorgoner, i græsk mytologi tre søstre, Euryale, Stheno og Medusa, hvis skrækindjagende kræfter sad i hovedet: De havde hår af slanger og et blik, der forstenede den, der så dem i øjnene. Det lykkedes Perseus at hugge hovedet af Medusa. De stirrende øjne og den forvrængede mund er et gammelt ondtafværgende symbol.

Faktaboks

etymologi:
Ordet gorgon kommer af græsk gorgos 'frygtelig, skrækindjagende'.

Gorgoner er fremstillet enten i hel figur eller som gorgoneion, dvs. kun selve Medusahovedet; det optræder på Athenas rustning, ægiden. I 700-t. f.Kr. ses de første gorgoner i Grækenland (og Etrurien). De tidligste græske er karakteriseret af et frontalt ansigt med en stor mund, hugtænder, store øjne og enten krøllet hår eller hår af slanger. Fra 400-t. f.Kr. blev de mindre frygtindgydende; de optræder indtil senromersk tid. Gorgoner ses på tempeludsmykninger, ler- og bronzekar, spejle, gemmer og skjolde m.m.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig