Ådselbiller
Sort ådselbille (Silpha carinata) æder af en død snog sammen med en guldflue (Lucilia sp.).
Ådselbiller

Ådselbiller er en familie af biller, hvoraf flertallet er knyttet til ådsler. De er beslægtet med rovbillerne, og har deres hovedudbredelse i tempererede og subtropiske områder, især på den nordlige halvkugle; de findes dog også i Australien og Sydamerika. Der kendes ca. 200 arter, heraf 20 i Danmark.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ådsel kommer af gammeldansk *ātsæl, afledning af roden i verbet æde.
Også kendt som

Silphidae

Bygning

Krumbenet ådselgraver (Nicrophorus vespillo).

.

De egentlige ådselbiller er gennemgående store biller med en længde på ca. 7-45 mm; de danske arter bliver typisk 10-30 mm lange. De voksne dyr kendetegnes bl.a. ved, at vingedækkerne normalt har hver tre mere eller mindre fremtrædende længderibber og bag midten en tydelig knude mellem de to yderste ribber. Ofte er vingedækkerne noget afstudsede bagtil, så bagkropsspidsen rager ud bag disse. Bagkroppen har seks synlige bugled og er som hos de fleste rovbiller forholdsvis fleksibel. Benene er relativt simpelt bygget, men ofte ret kraftige, og fødderne er femleddede. Følehornene er 11-leddede, undertiden med andet led indsænket i første leds spids, fortykkede og mere eller mindre kølleformede mod spidsen; de tre yderste led er matte samt fint og tæt behårede.

Larverne er oftest noget affladede med veludviklede bugplader (sternitter) og store, mørke rygskjolde (tergitter), der på siderne er mere eller mindre stærkt vingeagtigt udtrukket, så larven undertiden er næsten bænkebideragtig; hos ådselgraverne (Nicrophorus spp.) er larven dog mere trind og maddikeagtig, og bagkroppen mangler bugplader (bortset fra ved spidsen) og har kun små, bagtil tandede rygskjolde. Benene er veludviklede og femleddede, og niende bagkropsled bærer et par toleddede vedhæng (urogomphi).

Levevis

De fleste ådselbiller er jordbundsdyr og knyttet til ådsler, men nogle arter ernærer sig også af andre former for henfaldende organisk materiale, fx rådnende svampe, eller levende snegle, regnorme m.m. Enkelte er specialiserede rovdyr, fx fireplettet ådselbille (Dendroxena quadrimaculata), som jager sommerfuglelarver i løvet af buske og træer. Endelig er visse arter planteædere, fx matsort ådselbille (Aclypea opaca), som undertiden gør skade på forskellige afgrøder, bl.a. roer.

Ådselgraverne

Blandt ådselæderne udviser især ådselgraverne flere interessante biologiske træk. Bedst kendt er deres adfærd med at nedgrave mindre ådsler, fx af småfugle og mus.

Nedgravningen foregår ved, at de voksne biller bortgraver jorden under ådslet, så dette synker ned og til sidst bliver helt dækket under jorden. Ofte deltager flere individer i arbejdet, men ådslet overtages efter nedgravningen normalt af et enkelt par. I et underjordisk kammer befris ådslet for hår og fjer og formes til en kompakt kugle, i hvis top hunnen laver en lille fordybning, der fyldes med opgylpet, delvis fordøjet væv. Æggene lægges i jorden. Når larverne klækkes, hidkaldes de af hunnens pibende kaldesignaler, som hun frembringer ved at gnide bagkroppen mod vingedækkerne. Hun fodrer herefter larverne fra toppen af ådselkuglen. De voksne biller forbliver i reden og forsvarer den, til larverne er fuldvoksne. Undertiden, måske især på større ådsler, deles grupper af hanner og hunner om at opfostre hinandens samlede afkom.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig