Élyséetraktaten

Den fransk-tyske akse har givet EU en retning, som man ellers ikke ville have haft, fordi EU’s to sværvægtere hermed stod sammen i både meget store spørgsmål (gennemførelsen af det indre marked og etableringen af Den Økonomiske Union) og i halvstore spørgsmål (som fx reformer af den europæiske landbrugspolitik). I mindre EU-sager har det derimod altid været accepteret, at Frankrig og Tyskland kunne være indbyrdes uenige. Aksen passede samtidig fint ind i fortællingen om EU som resultatet af en fransk-tysk udsoning – og den kunne opfattes som manifestationen af, at tysk-franske konflikter aldrig igen skulle føre til krig.

Eurokrisens ankomst i 2008 ændrede Paris-Berlin-aksen på flere vigtige punkter. For det første klarede Tyskland krisen langt bedre end de fleste andre lande i EU. Grunden var bl.a., at Tyskland allerede i årene efter årtusindskiftet på initiativ af den socialdemokratiske forbundskansler, Gerhard Schröder, med de såkaldte Hartz-reformer grundigt reformerede det tyske arbejdsmarked. Det betød, at Tyskland selv under eurokrisens hårdeste år har haft en forholdsvis beskeden arbejdsløshed – på trods af at man stadig kæmper med arbejdsløshedsøer i det tidligere kommunistiske Østtyskland. Den tyske arbejdsmarkedspolitiske succes sammenlignet med andre europæiske lande har siden givet Tyskland og den tyske økonomiske model en særlig position i EU.

For det andet – men delvist som et resultat af den lave arbejdsløshed – har de tyske offentlige finanser været i fin form i det seneste tiår. I modsætning til de fleste andre EU-lande kæmper Tyskland ikke – som i årene efter genforeningen – med store offentlige underskud. Og i den tyske optik bør de eurokriseramte lande netop gøre, som Tyskland gjorde efter genforeningen: forbedre konkurrenceevnen og den økonomiske holdbarhed via reformer, løntilbageholdenhed og sparsommelighed.

For det tredje blev Tyskland omdrejningspunktet for de løsninger på eurokrisen, som man har skullet finde frem til i forhold til de fem såkaldte PIIGS-lande: Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien. De har alle været ramt af dramatiske stigninger i de offentlige underskud siden 2008, hvilket i perioder har sendt renterne på de pågældende landes statsobligationer i vejret. Regeringen i Berlin har følt, at de tyske vælgere havde en klar forventning: Man burde kun hjælpe de pågældende lande med garantier for kreditter, hvis der var sikkerhed for, at pengene blev tilbagebetalt, så det ikke blev Tyskland, der hang på regningen. Det afspejler, at selvom den europæiske solidaritet er en realitet – og milliarder af euro på fast basis overføres årligt fra rige til fattige lande via struktur- og regionalpolitikken – er solidariteten ikke af et sådant omfang, at milliardstore garantier for kreditter til andre EU-lande kan gives uden en vis sikkerhed. Det forventer vælgerne i blandt andet Tyskland.