Elbil, bil drevet af elektricitet. Almindeligvis bruges betegnelsen om biler, hvor energien til elmotoren lagres i et batteri. Elektriciteten til elmotoren kan også produceres i en brændselscelle, men så betegnes bilen normalt ud fra brændstoffet til brændselscellen, eksempelvis brintbiler.
Efter år 2000 er elbiler gået fra at blive betragtet som en hensygnende teknologi til meget stor fokus både politisk og i bilproducenternes udviklingsafdelinger. Elbiler forventes at kunne være en afgørende del af svaret på den globale klimaudfordring. En bæredygtig nedbringelse af CO2-udslippet kræver en omfattende omstilling af transportsektoren væk fra fossile brændstoffer, som endnu ikke er kommet i gang. Hvis elektriciteten baseres fuldt ud på vedvarende energi eller A-kraft, giver kørsel i elbiler ingen emissioner af drivhusgasser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.