Quito er hovedstad i Ecuador; 2,24 millioner indbyggere (2011). Quito ligger næsten 3000 m.o.h. på en terrasse ved foden af vulkanen Pichincha; herfra er der udsigt over den dal i Andesbjergene, som Quito er centerby for. Fra toppen af Cerro Pane kan både byen og det karakteristiske ecuadorianske Andeslandskab iagttages.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Villa de San Francisco de Quito
Quito er Sydamerikas ældste hovedstad med rødder fra før inkatiden. Der er ikke mange levn fra denne fortid, da byen udbrændte under spaniernes erobring. De genopbyggede dog straks byen, som har et markant kolonialt præg med mange velbevarede historiske bygninger.
Byens lidt afsides beliggenhed har medvirket til, at den ikke voksede nævneværdigt før fremkomsten af moderne transportmidler. Da byvæksten endelig kom i gang, etableredes et helt nyt centrum med højhusbyggeri ved siden af den gamle by og med erhvervsområder ved de nye trafikforbindelser.
Byens gamle bydel blev i 1978 fredet og optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Quito hører sammen med havnebyen Guayaquil til Ecuadors industricentre og producerer især tekstiler og forbrugsvarer.
Byen ligger tæt ved ækvator og har heroppe i bjergene et tempereret klima med konstante temperaturer året igennem, men med varme dage og kolde nætter. Et stigende antal turister besøger byen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.