Faktaboks

Preben Uglebjerg
Født
16. januar 1931
Død
31. maj 1968

Preben Uglebjerg. Udateret fotografi.

.

Preben Uglebjerg var en dansk skuespiller og entertainer. Preben Uglebjerg debuterede som 15-årig på Allé-Scenen i titelrollen i Drengen Fritz. 1949-1951 gennemgik han Det Kongelige Teaters Elevskole.

1953 markerede Uglebjerg sig i Cirkusrevyen og opnåede med sin store sceniske sikkerhed og pågående charme de følgende år status som førende musical- og operettestjerne på Det Ny Scala. I Tivolivarietéen bandt han forestillingen sammen og fik stor succes med visen om Gyngerne og karrusellerne (1967).

Entertaineren Preben Uglebjerg

Preben Uglebjerg var den første i Danmark, der dyrkede entertainerrollen med dens blanding af perfektionisme og improvisation. Han kunne virke både glat og flabet, men han høstede bred respekt, da han under Københavns byjubilæum i 1967 i en direkte tv-transmission fra Rådhuspladsen helt alene måtte udfylde sendetiden, mens man ventede på et stærkt forsinket festfyrværkeri fra Tivoli.

Som seriøs og stilsikker skuespiller spillede Preben Uglebjerg bl.a. en uhyggelig Macheath i Brecht/Weills SkillingsoperaenAarhus Teater 1963 og samme år Molières Don Juan både på Aalborg Teater og Folketeatret.

Preben Uglebjerg blev dræbt ved en trafikulykke i 1968.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig