Luigi Boccherini var en italiensk cellist og komponist.
Som ung turnerede Luigi Boccherini i Europa og høstede stor anerkendelse for sin optræden, bl.a. ved Concert Spirituel i Paris, hvor den spanske ambassadør indbød ham til at virke som hofkomponist i Madrid. Fra 1769 til sin død forblev han i Spanien, selvom han i 1787 fik titel af preussisk kammerkomponist, hvad der har givet anledning til gisninger om et ophold i Berlin. Sine sidste år levede han i glemsel og fattigdom.
Langt den overvejende del af Luigi Boccherinis musik er instrumentalværker, blandt hvilke strygekvintetterne indtager en central plads både på grund af deres antal og i kraft af deres klassiske opbygning.
Menuetten fra op. 11 nr. 5 er særlig kendt, bl.a. fra Alexander Mackendricks film Plyds og Papegøjer fra 1955. Også inden for andre kammermusikgenrer (strygetrio, -kvartet) ydede han vægtige bidrag, ligesom han skrev et antal symfonier og cellokoncerter.
Vokalværkerne omfatter bl.a. en del kirkemusik (Stabat Mater). Skønt han ikke, som Joseph Haydn og Wolfgang Amadeus Mozart, var knyttet til Wien, hørte Boccherini musikalsk til klassikken. Hans formklare værker, der har flere lighedspunkter med Haydns musik, kendetegnes navnlig af klangskønhed og melodisk ynde.
Luigi Boccherinis værker blev i 1969 katalogiseret af Yves Gérard (citeret som G).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.